Skip to main content

Experimental GT


De besøgende på biludstillingen IAA i Frankfurt troede ikke deres egne øjne ved åbningen den 16. september 1965. På Opels messestand stod der en tosædet sportscoupé, en bil der slet ikke ville kunne passe ind i den sædvanlige mellemeuropæiske storserieverden hos Opel. Den supermoderne og overbevisende karrosserilinie, der kendetegnede denne Opel Experimental GT fulgte den linie, der var blevet slået an i 1962 med de 2 Chevrolet prototyper (Monza GT og Monza SS), “Cokeflaske-faconen”: Flad hjelm med klaplygter, fede forskærme, en slank talje og en skarpt afskåret hæk. Altså som en Coca-Cola flaske såmænd. Hvis så denne coupé havde være til salg for et astronomisk beløb i et modelprogram fra en italiensk sportsvognsfabrik – så ok da. Men på Opels stand! Og så i en evt. seriefremstilling – til de velkendte, gunstige Opel-priser?

Kun til forsøg

Opels daværende officielle talsmænd med Nelson J. Stork i spidsen svarede benægtende på de mange spørgsmål om en senere seriefremstilling med ordene: "Experimental GT'en er kun beregnet som et rent laboratorium på hjul konstrueret for at kunne teste motorer og undervogn under dynamiske forhold ved særlig høje hastigheder.”

I virkeligheden var Experimental GT'en et stykke håndarbejde, der kun fandtes i et enkelt eksemplar. Navnet signalerede dog med al tydelighed det logiske i forsøget og selve formålet med studiet. Ur-GT'en skulle mindre demonstrere en eksperimentglæde hos Opel-ingeniørene end udforske Coupé-interessen blandt de unge og det evigtunge publikum. Og den var ekstraordinær god.

Præsenteret for dette overvældende resultat besluttede Opel at lade GT'en gå i serieproduktion. Desuden havde Opels moderselskab General Motors med deres Chevrolet Corvette fået et gevaldigt imageskub og opnået gode og overbevisende salgstal, der nok var være at kigge efter.

Vision

Experimental GT blev dermed den første europæiske konceptbil, der blev sat i serieproduktion, og i årene efter fulgte mange af konkurrenterne i Opels fodspor og udviklede deres egne konceptbiler.

Teknologi

Opel var den første bilproducent til at demonstrere sine innovative evner med en konceptbil, der, fra start til slut, var udviklet i egne designfaciliteter. "Udover at have et fantastisk udseende, var Opels sportsvogn udviklet til at imponere med sofistikeret aerodynamik", forklarer Erhard Schnell, tidligere GT designer. Selv forlygterne var afskærmet for at nedsætte vindmodstanden.

Eksteriør

GT Experimentals udvendige design, der ofte bliver bekskrevet som "Cola flasken", reflekterede Corvettes design på daværende tidspunkt. En slank front og de karakteristiske klap-op lygter gav et flot indtryk. Og sammen med de svulmende former og de runde baglygter var de kendetegnende for GT Experimentals design, der blev ikonisk for sin tid.

50 år efter

På Opel GT Europatræffet 2015 i Bleckede i Tyskland blev 50-året for Experimental GT'ens præsentation fejret med en særudstilling. På udstillingen var én af de 2 eneste prototypeeksemplarer udstillet, og fremgår af billederne til højre. 

Den viste prototype var søsterbilen til dén som netop var udstillet på bildudstillingen i Frankfurt i 1965. Den startede sit liv med at være sølvfarvet, som IAA-bilen, senere rød - og derefter okkergul, som den står i dag.

Bemærk på billedet til højre, hvordan komponenterne på mange områder afviger ganske væsentligt fra prototypen til den endelige produktionsklare version. Men grundidéen er den samme. Mange af komponenterne, der ikke skulle specialfremstilles, var hentet på Opels lager for komponenter til øvrige modeller. Baglygterne - ja, rigtigt gættet: De er fra Opel Rekord B, der var i produktion i 1965.